Farverig gymnastikopvisning i Nr. Nebel
NNGU afsluttede gymnastiksæsonen med festlig opvisning, lokale og gæstehold viste stærk fremgang.
Form & Fritid i Nr. Nebel var fyldt med fest og farver, da NNGU fejrede afslutningen på deres gymnastiksæson med et brag af en opvisning. Lokale hold, krydret med tre gæstehold, gav prøver på deres kunnen, og dagen viste, at gymnastikken i NNGU er i en meget positiv udvikling.
To puslingehold med mange deltagere åbnede opvisningen efter indmarch og velkomst. Dernæst – i den anden ende af aldersskalaen – gav 35 motionister fra Seniormotion en flot opvisning. Holdet træner mandag formiddag.
JTH Blåbjerg, et DGI Sydvest-hold, der kører som et samarbejde mellem gymnastikforeningerne i Outrup, Lunde og Nr. Nebel, var første gæstehold på gulvet. De viste, hvad de små gymnaster har at se frem til, hvis de hænger i med træningen.
Og det var netop, hvad Nr. Nebels drenge og piger gjorde, da ikke mindre end 65 gymnaster fra Rytme/Dans og Turbospring leverede en meget flot opvisning med gode serier og pulshævende spring.
Ølgod Ungdomsmix, med flere lokale gymnaster på holdet, var næste gæstehold på gulvet, inden de lokale Sladretanter – et rytmisk kvindehold – viste, at de kunne mere end at snakke.
Elevholdet fra Bramming Gymnastik & Idrætsefterskole sluttede festdagen med et brag af et show bygget op om sømandstema, med høj aktivitet, flotte dragter og moderne sømandsmusik, der blæste taget af hallen.
Det er sådan en dag, man bliver glad af at leve i et lille lokalsamfund.























































































